Ulla Krebs Bille

 

Jeg er som underviser optaget af den frihedsfornemmelse, der er i en styrket og mere smidig krop. Derfor forsøger jeg at formidle glæden ved at mærke kroppen og åndedrættet, uden at det skal føles som en pligt at holde sin krop ved lige. Jeg har lovet mig selv at det skal være sjovt.

Bevægelse er for mig den gode aftale med dig selv om at møde op og give dig selv fuld fokus, og bagefter give dig selv et klap på skulderen.

Jeg har arbejdet med krop, dans og bevægelse hele mit liv. Som barn gik jeg til dans, akrobatik og jazzballet. Som ung startede jeg på ballet og moderne dans. Som voksen uddannede jeg mig til koreograf og har arbejdet med professionel dans i mere end 20 år. Selvom jeg hele mit liv har bevæget mig, kan det stadig godt være svært at komme op af ¨sofaen¨ og gøre noget godt for mig selv.

Ud fra mine egne erfaringer med træning efter diverse skader, forsøger jeg at sammensætte programmer som kan udføres af alle.

Jeg har undervist børn, unge og voksne i 30 år. Som underviser og danseformidler har jeg selv brugt yoga som en del af min egen praksis. Derfor er mine yogaklasser sammensat ud fra egne erfaringer, ud fra bevægelse som giver velvære, kropsbevidsthed og følelsen af at være tilstede i egen krop.

Jeg er uddannet koreograf/danseformidler, STOTT pilates instruktør, motorikvejleder og yogalærer. Og jeg underviser stadig i contemporary dans og udvikler danseprojekter for børn og unge.